For et par dage siden blev jeg opmærksom på denne video ”It´s not about the nail”. Måske du har set den før? Måske kan du også genkende situationen?
”Its not about the nail” handler om, at vi nogle gange er nødt til at træde et skridt tilbage, stoppe op og lytte. Sådan rigtig lytte… ikke kun til det som personen fortæller os, men også til hvad personen ikke fortæller os. Søger personen en løsning, empati eller måske bekræftelse? Er dit eget syn på problemet overhovedet det samme som deres? Hvilket behov prøver du at opfylde hos dig selv, i måden du responderer på problemet?
Selvom det er åbenlyst for enhver, at den stakkels kvindes hovedpine jo helt simpelt kan løses ved at fjerne sømmet, så er det ikke den løsning hun efterspørger. Ikke en eneste gang siger hun til sin mand ”vil du hjælpe mig med at fixe problemet”. Hun ønsker bare at blive hørt!
Personligt kan jeg sagtens se mig selv sidde der i sofaen sammen med min datter, som mange gange har gjort et problem ud af noget, som var helt åbenlyst for mig. Sømmet er metafor for alle typer problemer, bekymringer, frygt eller frustrationer.
Når jeg reflekterer over de konflikter som vi tidligere har haft, så har flere af dem handlet om selv-omsorg. Der sker typisk det, at min datter får et såkaldt ”meltdown” og føler sig overvældet af et eller flere problemer. Jeg får zoomet direkte forbi hendes tårer og vrede og hører dårlig nok den første sætning færdig, før jeg konkluderer: ”Måske hvis du sørger for at få en ordentlig nats søvn, så vil du få det meget bedre”.
Svaret kommet prompte: ”Du HØRER ikke hvad jeg siger”. “Du FORSTÅR mig ikke”. Det som jeg fik sagt indirekte var, ”hvis nu du fjerner sømmet fra dit hoved”, så vil det hele løse sig. Det jeg kunne have sagt i stedet var ”jeg kan godt høre, at det hele virker uoverskueligt for dig lige nu” og anerkende hendes følelser.
Min tilgang fjerner mit fokus fra at være nærværende og vores samtale bliver fastlåst i fortiden (kan vi ikke ændre) eller fremtiden (kan vi ikke forudsige). Problemet er her, lige nu. Det handler om hvad min datter føler og ikke om de fejltagelser hun har gjort eller hvor meget bedre hun kan gøre det i fremtiden.
Men hvorfor er det så svært? Fordi jeg er mor og jeg bekymrer mig. Det er hårdt at se dem jeg elsker have problemer, som de må give op på.
Jeg vil gerne tænke om mig selv, at jeg med årerne er blevet mere forstående. At jeg i dag er god til at lytte efter det som ikke bliver sagt, men ingen er perfekt, det ved jeg. Jeg har opdaget, at når jeg kan stoppe min hjerne i at træde på ”gaspedalen” og buldre afsted med løsningen, så er jeg i stand til at respondere på en måde, som er støttende og hjælpsom.
Giv slip på behovet for kontrol og quick fixes. Det løser ikke alt, men det er også pointen.